Forening Nyheder Billeder Historie Nyttige links Dialog Naturen

Tilbage

 

                                                                                                

Jeg vil gerne give et lille bidrag til Diernæs egnen  
        
Med hilsen 
Jørgen Lei


     Jørgens  Historie
     Diernæs 
     Forhistorisk  tid.


Der har, der hvor Diernæs ligger i dag. boet mennesker langt tilbage i tiden.
helt nøjagtig, hvor længe der har boet mennesker på stedet, er vanskeligt at vide, 
men, der er fundet en mængde redskaber af sten i, og i omegnen af Diernæs.
Vi kan sandsynligvis gå ud fra, at sålænge landet har været beboet har der levet
mennesker i Diernæs,
Det har været et godt område, i nærheden af fjord og hav, med masser af fugl og
fisk, for stenalder menneskerne at leve i ,så det er ingen tvivl om, at der har levet
mennesker for ca. 5000-10000 år siden, tiden kaldes for ældre stenalder.
I yngre sten alder har der levet mange mennesker her omkring det vidner de mange
og fint forarbejdet redskaber som er fundet. Hvordan folkene har levet i yngre stenalder for
ca. 3800-5000 år siden? Har de været bofaste eller har de levet som normader eller
måske begge dele. Hvordan disse mennesker har set ud, eller hvordan de snakkede
sammen, eller hvordan de tænkte, kan vi ikke vide med sikkerhed.
Jeg tror ikke de har været så primitive, som man uvilkårligt går ud fra.
Blot alle de begravelsespladser af sten, som findes i landskabet, vidner om en vis kultur
og ikke mindst et samarbejde folkene imellem.
Da dette ikke skal være og ikke er, et videnskabeligt  stykke arbejde, går jeg videre
til næste afsnit.



Bronze alder. Ca. 2500-3800 år siden.
Det er den tidsalder, hvor der har været det mildeste klima i Danmark, siden det blev
beboet, forskerne siger, klimaet i bronzealderen, var det samme som i det nuværende
nord Frankrig. Det var den tid da landbruget kom til Danmark sydfra.
Det er nok ikke kommet af sig selv, der har sandsynligvis været en stor indvandring, af nogle
andre stammer sydfra, som havde jordbrug som hoved  levevej. 
De har nok kunnet se mulighederne for landbrug længere mod nord på grund af det
mildere klima.
Det er ikke gået  stille af sig, sådan at tage andre folks land, derfor er der stået nogle gevaldige
kampe omkring slutningen af stenalderen. Man kan også i den periode se på skeletterne fra
begravelsespladserne at det er nogle andre mennesker, som er kommet til landet.
Men det er vel gået med indvandringen, som så mange gange senere at folkene har blandet
sig, og de nye skikke er blevet normen.
Aldrig har der været, mere opdyrket land omkring Diernæs som midt i bronzealderen.
Når vi i dag går en tur i Diernæs skoven eller i Sønderballe skov, kan vi stadigvæk se en
masse smådiger med nogle få hundrede kvadratmeter   inddiget areal, som mange tror
er fra udskiftningen sidst i 1700 tallet, men som er ca. 3000 år gamle.
Mange vil nok spørge, hvorfor man brugte jordvoldene som skel ,da udskiftningen
blev gennemført, svaret er enkelt, man brugte det bestående og satte kampesten 
for de sidste skel.
Om der har været vandre landsbyer her på egnen. som i vest Sønderjylland er vanskelig
at besvare, men det kan tyde på det ikke er tilfældet, fordi jordens bonitet er meget bedre
her på egnen, og det har ikke været nødvendig med en hvileperiode.
Hvis dette ikke er tilfældet, har der måske levet flere folk i bronzealderen ,end der gør
i dag.



Jernalderen  ca. 1500-2500 år siden.
I begyndelsen af jernalderen, som kaldes for Keltisk jernalder, vandrede et folk ind i 
landet sydfra, som kaldes Keltere. Det var disse folk som medbragte jernet til landet,
de var dygtige håndværkere, som var istand til at forarbejde jernet til gode redskaber.
Kelterne var også et krigerfolk. Oprindelig kom de fra egnene omkring nord Italien, men
var blevet trængt tilbage af Romerne, da disse var ved at udvide deres teritorium.
Så da der opstod pladsmangel, fordi Romerne bredte sig over hele Europa, trængte Kelterne
mod nord. Med denne voldsomme indtrængen sydfra, opstod der nogle gevaldige slag her
på vores egen, bl.a. ved Ejsbøl mose nær Haderslev. 
Et drabelig slag er også udkæmpet ved Lerskov nær Åbenrå, man mener at ca.30,000 mand 
blev dræbt der.
Da vi nu har hørt, at der var et meget mildt klima for ca. 3000 år siden, begynder det igen
at blive koldere i de sidste århundrede op mod vor tidsregning.
Man mener, temperaturen var 3-4 gr. Lavere som nu, og forholdene bliver værre og værre for   
menneskene, der indtraf nogle år med hungersnød, hvor dødsfaldene var meget store, tilbagegangen
i befolkningen var da også mærkbar. Store dele af det dyrkede land sprang igen i skov og krat.
En del af folkene rejste mod vest, til de britiske øer, man kan den dag i dag stadigvæk tydelig
se på befolkningen i nordvest Skotland og Irland, at de har et mere sydlands udsende, små
og mørke, de ligner mere Romere end andre nordboer.
Også kulturen er anderledes, f.eks. Har Skotterne stadigvæk  klaner som svarer til store familie
længere sydpå.
Det var også omkring den tid  Kimbrere  drog fra Jylland mod Rom. Der har nok også været
andre stammer, der tog sydpå.
Fra omkring 1800 år siden, da Romernes storhedstid var forbi, blev det lettere for de keltiske
stammer der boede heromkring, at flytte længere mod syd og vest, hvor de klimatiske
forhold for landbrug var bedre.
Omkring yngre jernalder år 300-400, var egnene  omkring Diernæs meget tyndt befolket,
de mennesker der har været tilbage, har muligvis i et vis omfang gået tilbage til at leve
af jagt og fiskeri.
Det var omkring den tid, da der sker en ny indvandring, denne gang nordfra. De nye indvandrer
stammer kaldet Danerne, som er vore forfædre, kom norden for de svenske søer, hvor de
har været adskilt fra resten af verden siden istiden.
Denne antagelse bygger jeg på, at for 1000 år siden talte man det samme sprog i Norge, Sverige
og Danmark, og for 500 år siden, talte man samme sprog i Sverige og Danmark.
Menneskene kan selv i dag forstå hinandens sprog i de tre nordiske lande, dette er ikke
tilfældet med vores naboer mod syd, selv om vi har været naboer med tyskerne i over
1500 år.
De nye indvandrer bosatte sig så langt sydpå som til Slien, ved Slesvig by. Det fremgår tydelig
af stednavnene som ligner hinanden i hele norden.
Når man derimod kommer ned i Holsten, er det helt andre stednavne man har der.
Man må formode, at store dele af nord Tyskland har været dækket af skov til langt op
i tiden, og har været meget tyndt befolket.
Først omkring år 800 hører man, at tyskerne gør sig politisk gældende  i de nordligste egne ved Otto
kejser af Tyskland. Helt op til viking tiden drager danskerne altid mod vest aldrig mod syd.
Det var ved den tid, af en eller anden årsag, et befolknings overskud i det meste af landet, og
folkene søgte mod andre græsgange.
Danskerne byggede skibe der kunne sejle til England og langs med vest Europas kyster,
hvor de røvede og plyndrede og i nogle tilfælde bosatte sig.
På den Engelske østkyst blev et stort landområde kaldt op efter danskerne : Danelagen : hedder
landskabet den dag i dag.
Hvorfor søgte de ikke over landjorden mod syd? De skulle nok have hørt om romerne som
kunne komme over store strækninger på land. Forklaringen er nok at de skulle helt til Rinen
før der var noget af værdi at hente.


           Diernæs   Historisk  tid

Navnet Djernæs, eller man kan stave det på en anden måde f.eks. Diernæs som bliver brugt
nu, er den halvø eller næs, som ligger mellem Hoptrup fjord mod nord og Genner bugt mod
syd. Hoptrup fjord, det har vi aldrig hørt om, vil nogle måske sige.
Men man skal huske på, at da egnen fik sit navn for  1200- 1400 år siden var der virkelig en
fjord, vandet gik dengang fra Lillebælt og langt vest for Hoptrup by.
Der er ingen tvivl om at første stavelsen i navnet, har været et mandsnavn, men hvilket er
svært at sige, da talemåden ændre sig meget med tiden.
Der findes mange gamle marknavne særlig i vores egn, som er opkaldt efter deres ejere,
alle disse navne er stort set glemt af befolkningen nu til dags.
Jeg kan nævne følgende  navne. Mads- vrå , Regels- gård,  Salomons- kær, for blot at nævne
nogle. Hvis I er interesseret, så har Haderslev bibliotek, bøger med de fleste lokale stednavne i.
Det er helt op til vores tid, stadigvæk almindelig at kalde bygninger, man opfører, for bygherren
eller bygkvindens fornavn i førstestavelsen af navnet på bygningen, det findes der mange eksempler
på.
Den person som har givet navn til egnen, har jo ikke nødvendigvis været høvding eller har ejet hele
egnen, men kan ned sin familie eller slægt, have boet et mindre sted på egnen.
Efterhånden har så et større område fået samme navn, men alt det ved vi ikke noget om, kun at
steder skal have navne, så menneskerne han finde rundt.
Når vi vender blikket mod syd, ser vi at en person har givet navn til både Bars -mark og 
Barsø.
Et karakteristisk træk er landsbyernes beliggenhed, fra den tid af er alle landsbyer godt gemt
væk imellem bakkerne, det er fordi de ikke kunne blive opdaget fra havet, af sørøvere der kom
sydøst fra. Det var især Venderne og Slaverne der var begyndt at hjemsøge de Danske kyster.
Ved Viking tidens begyndelse ca. år 800 ,  begyndte folkene herfra også at tage på røvertogter
ved fremmede kyster hovedsageligt  de Engelske.
Hvad årsagen til denne nye erhvervs struktur skyldes, har man kun  formodninger om, men hvor
om alting er, så har egnen haft et stort befolknings overskud.
Flere landsbyer gik sammen om at bygge skibe, der skulle være temmelig store for at både folkene
og deres våben samt madvarer kunne klare den lange rejse.
Til at begynde med har nogle egne sluttet sig sammen for at kunne gennemføre sådanne togter,
men senere blev det sat mere i system hvor store områder sluttede sig sammen, og valgte en
høvding til at være anfører for sørøverne. Vi kender navne som Ragnar Lodbrok og Rolf  Kraka,
men der har sandsynligvis været mange flere.
Hen imod det første årtusind skifte da kongerne begyndte at regere hele landet, var viking togterne
sat så godt i system , at man betragtede dem som et lige så vigtig erhverv som landbruget.
For at kunne samle en sådan militær magt skulle landet være inddelt i mindre enheder.
Kongen og hans mænd delte landet op i  herred, som betyder det samme som 100 mand sådan
at hvert herred skulle stille med hundrede krigere med egne våben og skibe og måske også
heste.
Der var i Danmark 1300 herred, så viking flåden kunne når den var fuldtallig, som nok sjældent
var tilfældet, stille med 130.000 Krigere.
Alle herred i Danmark havde grænser til havet, så man kunne søsætte sine egne skibe i hvert
Herred. Der kunne være en besætning på ca. 50 mand på hvert skib.
Diernæs hørte til Gram herred, som havde grænsen mod nord der hvor Hoptrup kirke ligger.
Sydgrænsen var ved Genner bugt. Derfra  gik herred så langt mod vest at Gram by også var
med, deraf navnet.
Sidste gang viking flåden blev indkaldt til leding var sommeren 1086, da Kong Knud den hellige
havde besluttet at erobre England tilbage. 1000 skibe samlede sig i Limfjorden.
kongen opholdt sig på det tidspunkt i Tyskland,  
Da mandskabet ca. 50,000 mand havde ventet forgæves,  og høsten nærmede sig 
besluttede de at sejle hjem, for at bjærge høsten, mod kongens vilje.
Den hensynsløse konge blev uvenner med hele befolkningen og blev dog også senere
dræbt i Albani  kirke i Odense.
Hvis vi antager, at i vikingernes storhedstid , under Kong Svend omkring år 1000 havde
været så mange mennesker i landet, at flåden kunne være fuldtallig med ca. 130.000 mand.
Der var år 1240 kun 42 mand  i  hvert  herred til rådighed for kongen til at føre krig med,
det fremgår af Kong Valdemar sejr jordebog.
Hvis mine antagelser er rigtige har der været en stor tilbagegang i befolkningen i den tidlige middel alder. Det er også nok en del af forklaringen på hvorfor viking togterne og bosætningen i fremmede
egne hørte op.
Da nu indbygger antallet var gået drastisk tilbage, begyndte folkene syd for Østersøen atter at
hjemsøge de danske kyster. Det var særlig slemt på Diernæs egnen og de andre kystnære 
egne. Landsbyen blev så hårdt ramt af røveri og drab at menneskene flyttede ind i skovene
vest for Diernæs og bosatte sig der i de mest urolige perioder.
Det var især i 1100 årene, at røverierne tog til. I den tid var de Danske konger mest optaget af interne                      
stridigheder og var ude af stand til at forsvare kysterne og beskytte befolkningen.
Det var først under Kong Valdemar den store, som havde  Biskop Absalon som hærfører,
at der blev sat en  regulær flåde ind mod de hedenske lande mod sydøst.
Det var vistnok i de urolige år, at menneskerne bosatte sig der hvor byen ligger nu, det var almindelig 
at bo på steder, der ikke kunne ses fra havet af.
Hvis man i dag sejler langs med den Sønderjyske østkyst, vil man ikke kunne se de gamle landsbyer før man går iland og mange ikke før man kun er nogle få hundrede meter fra dem.
Gårdene i byen har alle været bygget af træ. Alle bygninger har ligget meget tæt på hinanden, endda så tæt, at hvis det blev ildebrand brændte hele landsbyen i mange tilfælde.
Det er ingen tvivl om, at risikoen ved  brand, har været mindre end risikoen ved overfald.
Når man tænker på, at det har været meget mørkt om vinteren, var det nok ikke så sært , at folkene troede på både spøgelser og ånder.
Man havde også en masse andre ting, man skulle gøre eller ikke gøre, for at høsten ikke slog fejl eller dyrene ikke blev syge og døde. Det var heller ikke ualmindelig at der var store dødsfald af folkene i landsbyen. Man må huske på at der ikke var ret meget man kunne gøre rent teknisk for at undgå dårlige år, da man levede stort set på naturens luner.
Derfor var det vel ikke unaturlig, at menneskerne troede på gode ånder med en masse overnaturlige egenskaber som kunne hjælpe dem for at undgå de værste ulykker.
Menneskerne som levede på den tid kunne ikke regne med at blive mere end 35-40 år gamle, så dem der overlevede, var de stærkeste og sundeste.
I et sådan et samfund var der ikke plads til svage og gamle folk. Et sådan liv har naturligvis også skabt en helt anden tankegang som vi ikke kan sætte os ind i nutiden, da vi ikke mere skal leve af naturens nåde.
I Diernæs har der ved begyndelsen af 1200 årene, været omkring 10 gårde med 10 mennesker på hver gård. Gårdene har været sammenbyggede eller lagt meget tæt midt i byen, neden for de store bakker vest for byen.
Landbruget er blevet drevet sammen i fælles drift, og menneskerne kan  godt have været i familie med hinanden alle sammen, man kom jo ikke så meget omkring dengang. Det var både besværlig og farlig at rejse og ikke mindst skulle man have noget at rejse efter.
Nej, man blev hvor man var, og levede af de produkter som en selvforsynende landsby kunne give, der har til tid og anden været behov for at bytte varer, særlig metaller som der ikke kunne laves i landsbyen. Der har altid været omrejsende købmænd, som så besøgte Diernæs og byttede varer med beboerne.
Sådan levede menneskerne i Diernæs stort set, indtil efter den anden Verdenskrig, hvor for alvor udvandringen fra landsbyen til byerne tog til.
  Det ældste man hører om Diernæs er et gammelt sagn, der går tilbage til pesten eller den sorte død omkring 1350. Alle mennesker i Diernæs skulle være døde af pesten, undtagen en ung pige. Da hun således var den eneste tilbage i byen, gik hun op på det højeste bjerg ved byen.
Deroppe tændte hun et stort bål, som kunne ses milevidt omkring.
Pesten havde i nogle egne ramt så hårdt, at det var nødvendigt at tænde bål, for at de overlevende kunne finde hinanden. Da hun således havde holdt ild i bålet nogle dage, kom der en ung mand gående op til hende på bjerget. Manden der kom fra en landsby et godt stykke borte, havde set bålet og var gået i retningen af ilden til han fandt pigen.
Nu fortalte hun ham sin historie, og så satte de sig begge to sammen ved bålet og begyndte at græde.
Derfor har bjerget fået det navn, som det stadigvæk har den dag i dag, nemlig Grædebjerg.
Da de havde siddet en tid lang, begyndte de at tale om deres fremtid. De var begge to sikker på det ikke kunne gå at vende tilbage til landsbyen. Det var alt for farlig, der var en overvejende sandsynlighed for at de også ville få den farlige sygdom.
De bestemte sig for at slå sig ned i de store skove vest for Diernæs. Der levede de så som mand og kone, i en halv snes år.
Efterhånden havde ulvene og de andre rovdyr, sammen med naturen, slettet alle sporene af den frygtelige sygdom, og de kunne sammen med deres børn bosætte sig i Diernæs
Pesten eller den sorte død kom sandsynligvis til landet sydfra, med alle de fremmede tropper der var i Jylland under fremmet herredømmet 1332- 1340. Lejetropperne har simpelthen spredt sygdommen over hele Europa.



Det første skriftlige vi hører om Diernæs er et dokument fra 1463. Af det fremgår det at en god skov og en fiskepart har hørt til biskoppen af Slesvig.
Det fremgår ikke af dokumentet hvordan han er kommet i besiddelse af de områder i Diernæs.
Det kan muligvis være sket umiddelbar efter pesten, da området var så tyndt befolket, at kirken simpelthen har taget det.
Det kan også være sket helt tilbage i 1285,da rigsforsamlingen dømmer om land områder i Sønderjylland og Als, mellem Kong Erik Klipping, og Hertug Valdemar af Sønderjylland. Endelig er der også den mulighed at det er blevet solgt eller pantsat under Kong Erik Menved ,eller Kong Christoffer den anden. De var begge to i store penge vanskeligheder.
Alle biskopper var en ikke uvæsentlig politisk magtfaktor, både hvad angår store land områder og væbnet krigere, i den tidlige Middelalder.
Der er muligvis en helt anden årsag til hvordan han er kommet i besiddelse af det.
Hvor store stykker der har tilhørt biskoppen ved jeg ikke, men det har nok været et godt stykke af Slivsøen og et godt stykke af Venbjerg skovene.



Det næste skriftlige vi hører om Diernæs er fra 1564. Da køber kongen Frederik den anden tre gårde, eller tre bedrifter som det står i skrivelsen fra Kiel, i Diernæs af Tønnes Ranzau til Vilstrup gård.
Hans far Johan Ranzau som var hærfører for Christian den tredje under reformationen i 1530erne, har fået gårde og jord, som belønning for sit arbejde for kongen.
I øvrigt havde Christian den tredje selv konfiskeret jorden, som for 60 % vedkommende på Haderslev næs hørte til Haderslev Domsogn.
Det siges at Frederik den anden købte gårdene for jagtens skyld, da der var en særdeles god jagt i Diernæs. Kongen  gik meget på jagt, så derfor måske.
Frederik som var født i Haderslev, havde formentlig været tilknyttet til egnen fra sine unge år, og har derfor kendt til jagtmarkerne heromkring. Han vendte jævnligt tilbage hertil for at gå på jagt.
Det var også ham der begyndte med at afmærke de såkaldte jagtbaner. Det var områder der var sat sten omkring, og som kun kongen med sine mænd måtte jage på.
Når kongen kom på jagt på en egn, skulle bønderne huse og forpleje hele kongens følge, og det var ikke småting sådan et selskab kunne fortære, i løbet af den uges tid de var på egnen.
I Diernæs, som alle andre landsbyer blev jorden dyrket i fællesskab. Gårdene var ejet enten af kronen eller af herremændene. De fleste gårde i Diernæs var dog selvejergårde, men det svingede meget fra landsby til landsby.
Selvom jorden var privatejet dyrkede man den i fællesskab, man må gå ud fra at det har været mest hensigtsmæssig på den tid.
I den sene middelalder forsvandt der meget skov omkring Diernæs. Skoven blev ryddet ved at bønderne jagede deres kvæg og svin ind i den for at æde træerne og buskene.
Da svinene rodede i jorden for at finde agern som de åd, medførte det også at bøgens frø ”bog” blev dækket af jord. Det gav en ulige kamp om pladsen, således at svinene åd egens frø og gik udenom bøgens frø. På den måde gik de til at bøgen efterhånden overtog pladsen som skovens mest dominerende træ.
Tilbagegangen blev så katastrofal for befolkningen, at kongen måtte lovgive for at beskytte skovene den såkaldte fredskovslov som består den dag i dag.
Fra midten af sytten hundrede tallet og især da stavnsbundet blev ophævet i 1788 begyndte man at udstykke jorden. Først byggede man gårde i Sønderballe som før den tid ingen gårde havde, kun nogle fiskerhuse. Senere udflyttede  man til Venbjerg- Nydam- Overgård- Dundelum- Skærbæk.
Fordelen ved udflytningen og den medfølgende jordfordeling var indlysende,
For de første havde bønderne ikke så langt til deres marker, og for det andet blev markerne meget større, så driften blev mere rationelt. Samtidig med udflytningen gik bønderne over til at drive deres jorder individuelt.
Særlig det sidste gav et gevaldig opsving med en produktions stigning tilfølge. Dette skyldes især at fra gammel tid var det altid landsbyens ældste som bestemte. De havde en naturlig tilbøjelighed til at gøre som man altid havde gjort. Nu kunne de unge bønder selv bestemme hvordan de ville drive deres landbrug. Nogle af de yngre bønder tog da også nye metoder i brug.
Fra nu af begyndte nok den største opgangstid  dansk landbrug nogen sinde har haft både før og efter.
Jeg er ikke i tvivl om at det har været et meget vanskeligt arbejde for at gennemføre sådan en udflytning og jordfordeling. Bønderne har altid været en meget gammeldags og bagstræberisk befolknings gruppe, som ikke frivillig gik med på noget nyt, uden at man kunne se sin egen særlige økonomisk fordel i det nye.
Når man ser at bestræbelserne for at udstykningen i Diernæs er fulgt gennemført, tog mellem to og tre generationer, kan man i dag gøre sig et indtryk af hvor besværlig det har været.
De sidste gårde er først bygget omkring 1830. 
Jeg kan for resten tilføje at udskiftningen aldrig blev helt færdig. Der var nogle eng arealer omkring Slivsøen som helt indtil den blev afvandet i 1957 stadigvæk var fælles areal. Det foregik på den måde at en bonde måtte have tre kreaturer på græs, en anden to og en tredje et kreatur.
Her på Dundelum havde vi også part i sådan en eng, vi måtte have et kreatur på græs hvert tredje år.
Vi udnyttede godt nok ikke den mulighed mere da det var meget besværligt.
Efterhånden som  velstanden i byen steg begyndte også andre erhverv at slå sig ned i Diernæs. Fra først i det nittende århundrede virkede en håndværker  her. Han var bygmester og var istand til at lave alle de bygninger som bønderne skulle bruge. Han lavede alt på en bygning undtagen smedearbejdet som landsby smeden tog sig af.
Senere kom der også en købmand til Diernæs, der solgte kolonialvarer, oprindelig et ord fra kolonitiden,  men senere havde alle de varer en landsby skulle bruge, og da kaldte vi det en blandet landhandel.
Som den sidste store virksomhed i Diernæs kom så i 1894  mejeriet ”Borggården”. Fra den tid og indtil det blev nedlagt i 1960 havde byen sin blomstringstid. Før den tid var der næsten folk fra Diernæs som havde arbejde uden for byen,
Før i tiden var der kun en håndværker og det var smeden, så når bønderne skulle bygge eller reparere gjorde de arbejdet selv. Der var altid nogle folk der var fingersnilde og gerne ville hjælpe med at lave tingene. Fra min egen tid boede en sådan mand i Diernæs som kunne lave alle ting. Han blev kaldt en plejsmand. Ham sendte vi så bud til når vi skulle bygge nyt eller lave om på det gamle.



          Diernæs. Slægten.

Min slægt kom til Diernæs i 1836. Det var mine  tipoldeforældre, Jørgen Chrestensen Lei og hans kone Anne Marie Lei.
De købte gården Dundelum, med omkring 40 ha. Jord til hvoraf en hel del var eng, men det var godt dengang, fordi man havde mange kraturer. Det var især studefedning de tjente deres penge på. Han købte tyrekalvene hos andre bønder på egnen, så blev de kastreret og kom på græs i engene om sommeren, om vinteren fik de hø at æde som de bjergede i engene.
Dengang  Jørgen og Anne Marie kom til Dundelum var de unge han 31 år hun 28 år og var lige blevet gift. Dengang betalte folk kontant når de købte noget.
Den dag han købte gården, var han sammen med sin far og bror  kørende i heste vogn fra Snogbæk, hvor de boede, til Dundelum for at betale penge for gården.
Pengene havde de i en penge kasse af træ med jernbeslag om.
Det var Rigsdaler de havde med, men da de kørte ned af den sidste stejle bakke til gården hvor vejen var meget ujævn og med store huller i, røg kassen af vognen og alle pengene trillede ud på vejen.
Nå, men de fik hestene standset og kom ned af vognen alle mand, for at samle pengene sammen, det lykkedes da også efter en stunds forløb.
Da de skulle til at køre videre, sagde Jørgens far Chresten Lei, at de hellere måtte vende om og køre hjem igen, fordi et sådan uheld var et dårlig varsel og kun kunne bringe ulykke over de unge og deres nye gård.
Sådan skulle det imidlertid  ikke gå, tværtimod de unge blev stamforældre til en stor og livskraftig slægt, der bredte sig og gjorde sin indflydelse gældende over hele kongeriget.
I skrivende stund er nøjagtig 165 år siden vore forfædre tabte kassen med pengene i og jeg sidder stadigvæk på Dundelum som en efterkommer.
Det var faktisk slet ikke meningen at Jørgen Lei ville være bonde, han ville i stedet have været orgelbygger. Hans far mente ikke at det var et erhverv han kunne brødføde en familie af, og at han derfor hellere måtte blive bonde som alle de foregående generationer.
Og sådan blev det jo. Fædres vilje var en kendt visdom i de tider  ved bønderne.
Ham som de købte gården af hed Falle Eriksen, og han var ved at bygge stuehus, da han var kommet lige over vinduerne, gik han fallit, og måtte sælge.
Det var et meget dyrt hus han var i gang med at bygge og tømret var købt hjem fra Tyskland. Det var af den fineste kvalitet kaldet Pommersk Fyr.
Også murene var af en dyr kvalitet halvanden  sten Flensborg sten, røde indvendig og gule udvendig.
Ham Falle havde ikke haft gården mere end nogle få år. Han var en spekulant og har haft mange ejendomme forskellige steder.
Før hans tid var der en familie Petersen der har haft gården. Han solgte den da begge hans sønner stod til søs og senere blev kaptejner på Kina skibene.


Jørgen Lei og hans hustru fik i årenes løb tre sønner og to døtre./ det kan du se mere om i vores slægtsbog./

Til top.