Forening Nyheder Billeder Historie Nyttige links Dialog Naturen

Tilbage

Berthe M. Hermansen g. Flebbe m. familie[152].pdf  

 KLIK på linket/teksten  herover for at se billeder.                                                                                                

Hej Diernæs “hjemmeside”.

Sender en lille lokal historie om min oldermor, der boede i Djernes.

 Mhvh. Birgit Kothe

 


Oplysninger om Berthe:
Berthe Marie er født den 26. aug. 1868 i Sønder Onsild (Randers amt)

Død den 3. nov. 1959

Blev 90. år den 26. aug. 1958.

 


 Efter en samtale med Jyske Tidende til hendes 90 år´s fødselsdag:


Berthe Marie Flebbe, Djernæs.

Livet var ikke en dans på roser.' Men hverken krig eller slid har kuet den 90-årige. Det er godt at blive gammel, når man kan bevare sindet ungt. Det ord passer på Berthe Marie Flebbe, Djærnes ved Hoptrup, der på tirsdag fylder 90 år. Gennem livets omskiftelser har hun bevaret sit gode humør, skønt hendes liv såre langt fra har været en dans på roser. En legemlig brist har gjort, at fru Flebbe i mange år ikke har kunnet gå og i det kønne, lille, stråtækte hus, hvor hun har boet i 51 år, flyttes hun daglig kun fra sengen til atolen. Men ansigtstrækkene er friske og da hun hører, at hun skal fotograferes, tager hun en kam fra skuffen i bordet ved siden af sin stol og glatter håret; selv om man er 90, vil man godt se pæn ud på et billed. Nørrejyden, der blev sønderjyde.

Og ualmindelig åndsfrisk, som fru Flebbe stadig er, begynder hun at fortælle om sit liv:

– Jeg er landmandsdatter fra Sønder Onsild; det er en landsby mellem Hobro og Randers. Men jeg var kun 20 år, da jeg kom her til egnen. Jeg fik plads på en stor gård i Høgelund og havde også flere andre pladser på gårde, indtil jeg traf min mand, Godtfred Flebbe fra Skovby. Han var noget yngre end jeg. Vi blev gift i 1899 og i 1901 flyttede vi her til Djernæs. I de første seks år boede vi i et hus lidt længere oppe ad vejen, men siden 1907 har jeg boet, hvor jeg nu bor, altså i 51 år. – Min mand måtte med i den første verdenskrig og min ældste søn, der var 18 år, da krigen udbrød, blev også indkaldt. Min mand var med i alle fire år og min ældste søn kom i fransk fangeskab efter to år´s krig. – I krig som 17-årig. Min næstældste søn blev konfimeret i 1915, året efter krigens udbrud. Han var 15 år, da han blev konfimeret. I 1917 blev også han indkaldt, kun 17 år gammel. Der var flere på hans alder, der blev indkaldt her fra egnen. De rejste om aftenen og var flere ifølge. Men han rejste først den næste morgen og var helt alene. Jeg fulgte ham til Rødekro. Derfra skulle han med toget.Jeg så ham stå ene på perronen, så ene og så lille- han var jo kun en dreng. Hvad skal der dog blive af ham og hvordan skal det gå ham, tænkte jeg. Da græd jeg. Enke i 37 år. Men det gik jo alt sammen. Min mand kom hjem. Det er min ældste søn, ham de ser på billedet der ´: Det er ham der var i fransk fangeskab. Han kom hjem i det tøj han havde på på billedet. Det havde en gartner i Odense givet ham. Han kom til Danmark på vejen. Men krigen havde taget på min mand, han levede kun tre år efter krigens slutning; den 30 november er der gået 37 år siden min mands død.

Der måtte slides for føden.

-De spørger, hvordan jeg klarede mig, da min mand var borte og efter hans død.

Jeg arbejde jo på forskellige måder. Jeg arbejde i roer og i kartoffelmarker og jeg har også haft rengøring i skolen. Jeg var nu ikke så god til at hakke roer. Det kunne drengene bedre og de hjalp mig jo. Sådanne 12 år´s knægte kan godt hakke roer. Ja, jeg har haft gode børn og jeg har det godt her hos min søn og svigerdatter. -Ja hun er god ved mig og passer mig godt, siger hun og nikker hen imod svigerdatteren og jeg får god mad. Jeg har fem sønner og en datter. Den ene søn og hans kone bor her jo sammen med mig, en søn bor i Åbenrå, en i Hoptrup og to i Haderslev. Datteren er gift med en tømrer og bor ved Mariager. Min ældste datter (Petrine Baldine fra Vejbøl) døde sidste år. Hendes mand bor nu i Over Jerstal. Deres tre børn er alle gift. I alt er 11 børnebørn gift. Jeg kan både læse og skrive. Det kniber en del med hørelsen, men fru Flebbe kan dog følge radionens gudtjeneste. Radioen står ved siden af stolen.

-Hvordan med synet, kan de læse spørger vi.

 -Ja jeg kan både læse og skrive, siger den 90 årige med en lille latter. Det sidste ved vi; vi ved, at fru Flebbe stadig hvert år til jul sender en mængde julehilsner til slægt og venner, skrevet med smuk og sirlig håndskrift. Øjenene er der ikke noget i vejen med og hånden er stadig rolig og sikker. Og nu ser fru Flebbe hen til 90 årsdagen på tirsdag, der skal fejres i Hoptrup forsamlingshus med børn og børnebørn og oldebørn, 71 i tal.



Til top.

 

Berthe M.Hermansen.htm